Tips til pleje af din solafskærmning

Amico markiser er kvalitetsmarkiser i de bedste materialer, designet til det til tider barske danske klima.
Markiserne vil normalt køre problemfrit uden det store vedlighold, men et par få tips kan holde markisen i topform og sikre den en lang levetid.

Tips

  • Dugrengøring

    En markisedug er forholdsvis nem at gøre ren, når den bliver beskidt – og beskidt det bliver den med tiden. Fugleeskrementer, insekter, bilos, alger m.m vil med tiden svine dugen til. Dugen er fra starten imprægneret mod snavs og vand og denne imprægnering slides med tiden. Kraftige rengøringsmidler vil også ødelægge imprægnering.

    En blød børste, lidt lunken vand med et stænk opvaskemiddel plejer at kunne fjerne alt fra beskidt regnvand til fugleklatter. Efterfølgende bør du skylle efter og lade markisen tørre igennem, inden den igen rulles ind. Den kan godt tåle at køre våd ind, men bør tørres ved førstkomne lejlighed.

    En hård børste er også glimrende til at “slå” tørt skidt af med og ødelægger ikke imprægnering
  • Dugpleje

    Alle vores produkter kræver minimal vedligeholdelse, fordi de er lavet af kvalitets materialer, der kan holde til det danske vejr.

    Markisestellene er i kraftig aluminium og med rustfri bolte, og skidt skal normalt bare afvaskes med sæbevand. Der er ikke dele der skal smøres, men det skader ikke at puste lidt syrefri olie ind ved alle bevægelige led.

    Markisedugene fremstilles ved hjælp af de nyeste teknologier af akrylfibre, som er tætvævet, imprægneret og smudsafvisende. Stoffet kan ånde, selv om det bliver kørt ind i våd tilstand.
    Stoffet er gennemfarvet og falmer ikke nævneværdigt som f.eks polyestermaterialer.
    Imprægnering: Vi forhandler produkter til imprægnering, hvis uheldet har været ude og man er kommet til at ødelægge den oprindelige imprægnering. Parasoldug kan vaskes og genimprægneres.
  • Dugvending

    Stoffet på en terrassemarksie vil med tiden blive mere snavset af alger m.m. på det yderste stykke ved fronten, hvor fugt bedre kan komme til.

    Vi kan tage dugen af og vende den, så det inderste stof på rullen kommer yderst, og derved kan det visuelt næsten være som at få en ny dug!

    I forbindelse med dugvending kan vi også gå syninger efter og reparere evt. slidte/løse syninger.
  • Vintervedligehold

    Det er en god ide at køre lidt med markisen om vinteren. Vær evt. to personer. En til at betjene den, en anden til at holde øje med, at markisen kører korrekt. Er markisen frosset og sidder fast, er det vigtigt, at der trykkes på STOP med det samme. I må så vente til en frostfri periode med at køre den ud. Ellers risikerer I at markisen brager ud med ødelæggelser til følge, når frosten går af markisen.

    Undlad så vidt muligt at køre en markise med is på ind, da det kan give ridser i dugen. Er markisen frossen eller fuld af sne, så brug en kost til at banke det af, inden du kører den ind.

    Brug ALDRIG varme af nogen art til at smelte sne og is på markisen. Det kan ødelægge det vandafvisende lag på dugen. Brug i stedet kost.

    Lad markisen tørre, inden du kører den ind. Var markisen alligevel våd, da du kørte den ind, så kør den ud og lad den tørre ved først givne lejlighed.

    Udfør almindelig service en gang om året. Så undgår du de fleste driftsproblemer.
  • Motor

    Motorer kræver ingen vedligehold da de er designet til mangeårig problemløs drift. Bliver en motor varm af for megen ud- og indkørsel slår den automatisk fra via den indbyggede termosikring. Da kan man først køre med markisen efter 15 min.

    NB. Efterlad aldrig en markise ude, men sørg for sikring så vind ikke kan ødelægge den.
  • Front lukke dårligt (modeller med drejestang)

    Markisen lukker ikke ordentligt.
    Vi er nogen gange ude for at folk undrer sig over at deres nye markise med drejestang ikke lukker ordentligt til, når den bliver kørt ind.

    Det kan selvfølgelig ske at der er et problem, men her er et lille råd til noget af det første man lige skal kikke på inden man ringer.

    Det kan lade sig gøre at køre dugen den forkerte vej når man har en manuel drejestang på sin markise. Så er der ikke noget stop for, hvor langt man kan køre ud. (Det er der på markiser med motor)

    Det vil sige, at når man kører sin markise helt ud og bare forsætter med at køre efter dugen er blevet slap, så kommer den ind igen, men nu er den rullet den forkerte vej rundt om den inderste dugrulle! Den bliver overrullet på røret! Så lukker den som regel ret dårligt når den kommer helt ind. Kør derfor markisen helt ud igen og forsæt med at køre. Så er dugen rullet rigtigt på igen. (Underrullet)

    HUSKEREGEL: Når man har kørt markisen så lang ud at dugen bliver slap, må man ikke køre længere ud!